Norraentru

GUDER

Vali

Jeg er Váli, søn af Odin, født af den mægtige jættekvinde Rindr, og min skæbne blev beseglet længe før, jeg trak mit første åndedrag. Jeg blev ikke født som andre guder, med tid til at vokse op og lære verden at kende. Nej, min tilværelse begyndte og endte i et og samme øjeblik. Mit livs eneste formål var hævn – hævn over min egen bror, Höðr.

Fra det øjeblik jeg åbnede mine øjne, vidste jeg, at jeg ikke var som de andre. Jeg kendte ingen barndom, ingen glæde ved at lege eller lære, kun en altopslugende trang til at fuldføre det, som var blevet mig pålagt: at dræbe Höðr, min blinde bror, som havde dræbt vores lys, vores elskede Balder. Men selvom Höðr var min bror, følte jeg ingen forbindelse til ham, intet bånd, der skulle have holdt mig tilbage. For jeg kendte ham ikke, og han kendte ikke mig. Han var blot en skygge, et mål, der skulle nedlægges.

Jeg blev født med overnaturlig hast, min krop voksede på få øjeblikke, og jeg blev en mand på en dag. Med denne hast voksede også min kraft, og jeg vidste, at jeg var blevet skabt til et formål, og kun dette formål. Min far, Odin, sørgede for, at jeg fik det våben, der skulle udføre min skæbne. Et spyd, lavet af en falden gren fra Yggdrasil, verdens træet, blev lagt i mine hænder. Dette spyd var ikke blot træ; det bar en del af verdens urkraft, og dets formål var lige så bestemt som mit.

Höðr, min blinde bror, var intetanende om den skæbne, der nærmede sig. Han havde levet i sorg over Balder, men vidste ikke, at jeg var på vej for at bringe den endelige retfærdighed. Jeg fandt ham ved foden af en klippe, hvor han sad, dybt i sine egne tanker, måske plaget af skyld, måske i total uvidenhed om sin forbrydelse. Jeg nærmede mig uden tøven, for min hånd blev styret af en kraft større end mig selv.

Da jeg stod overfor ham, hævede jeg mit spyd. Spyddets træ, der engang havde været en del af Yggdrasil, summede i min hånd, som om det genkendte sin skæbne. Jeg rettede det mod hans bryst og med en hast, der næsten oversteg mine egne kræfter, stak jeg spyddet dybt ind i hans hjerte. Höðr, min blinde bror, udstødte et sidste åndedrag, og i det øjeblik følte jeg vægten af min opgave lette fra mine skuldre. Hans død var hurtig, og hans lidelser sluttede i et blink.

Men det var ikke kun Höðrs liv, der ophørte i dette øjeblik. Hans sidste åndedrag udløste en kædereaktion i Midgård. Vulkaner begyndte at brøle, som om de selv trak vejret i takt med hans sidste udånding. Flammer og røg steg mod himlen, og jorden rystede under deres kraft. Dette var ikke blot en naturkatastrofe; det var et varsel, et tegn på den kommende ulykke, en mindre istid, der ville sprede sig over Midgård, en tid med mørke og kulde.

Jeg stod der, mens verden omkring mig ændrede sig, og jeg så, hvordan mit spyd stadig sad fast i Höðrs bryst. Det havde udført sin opgave, ligesom jeg havde gjort det. Og nu, hvor retfærdigheden var blevet fuldbyrdet, følte jeg mig pludselig fri. Fri for den forbandelse, der havde drevet mig siden min fødsel. Fri for den trang til hævn, som havde defineret min eksistens. Jeg havde aldrig kendt min bror, og nu, hvor han var borte, kendte jeg heller ikke længere den vrede og had, der havde brændt inden i mig.

Da jeg trak spyddet ud af hans livløse krop, følte jeg en lettelse skylle ind over mig. Mit liv var ikke længere bundet til den mission, som havde bragt mig til verden. Jeg var ikke længere et redskab i hævnens tjeneste. For første gang kunne jeg mærke, at jeg virkelig var fri. Jeg kunne nu leve som en af de andre guder, uden at være fanget af skæbnen. Jeg kunne vandre frit i Asgård, frydes over de ting, som jeg aldrig tidligere havde bemærket – solens varme stråler, vindens blide kærtegn, og lyden af latter blandt mine medguder.

Jeg er Váli, søn af Odin og Rindr, og min skæbne har været tung, men den er nu fuldendt. Jeg har udført min pligt, jeg har givet retfærdighed, men nu står jeg foran en ny begyndelse. Jeg kan leve frit, som alle de andre guder. For jeg er ikke længere bundet af hævnens kæder, men frigjort til at forme min egen skæbne i den verden, der endnu venter.