Hodr
Höðr, søn af Odin og Frigg.
Den uskyldigt dømte gud, den troværdige, den tillidsfulde.
Vi tilbeder ikke Höðr, da han er i Helheim og ikke besidder sin guddommelighed i efterlivet.
Hodr
Odins Fortælling: En Faders Sorg og Hævn
Jeg er Odin, Allfader, visdommens og krigens gud, hersker over Asgård og far til mange, både guder og mennesker. I dag vil jeg fortælle jer om min søn Höðr, en fortælling om tragedie, uretfærdighed og hævn. Höðr, min blinde søn, hvis skæbne blev beseglet den dag, han uforvarende blev redskabet til sin bror Balders død.
Höðr blev født blind, men han lod aldrig sin mangel på syn være en hindring for ham. Han var en stærk og selvstændig person, som aldrig spurgte om hjælp, selv når opgaverne syntes umulige. Han nægtede at lade sin blindhed definere ham. Han var min og Friggs anden søn, og vi elskede ham dybt. Höðrs hjerte var rent; han stolede på alle og troede på det bedste i enhver. Han levede efter et princip: at ingen skulle dømmes, før deres tvivl var bevist. Denne troskyldighed, dette uskyldige verdenssyn, blev dog hans undergang.
En dag, som så mange gange før, samlede guderne sig for at lege deres yndlingsleg. De kastede forskellige genstande mod Balder, min elskede søn, for ingenting kunne skade ham. Frigg, i sin visdom og moderlige kærlighed, havde fået alle ting i verden, levende som døde, til at love, at de aldrig ville skade Balder. Men der var én ting, hun havde overset—misteltenen. Den syntes så lille og ubetydelig, at hun ikke mente, den udgjorde nogen fare.
Loke, tricksterguden, som altid havde et ondskabsfuldt smil på læben, udnyttede denne lille udeladelse. Han fandt Höðr, som stod alene og lyttede til gudernes latter og leg. Höðr var blevet udelukket fra legen på grund af sin blindhed, men Loke, i sin falske venlighed, tilbød at hjælpe ham med at deltage. "Kom, Höðr," sagde Loke med sin giftige stemme. "Lad mig føre din hånd. Her, tag denne bue og pil. Kast den mod Balder, og vær med i legen som de andre."
Höðr, uvidende om Lokes bedrag, tog imod buen og pilen. Med Lokes hjælp spændte han buen og affyrede pilen. Men denne pil var lavet af mistelten, den eneste ting i hele verden, som Frigg ikke havde bedt om at skåne Balder. Da pilen fløj gennem luften, var det som om tiden stod stille. Den gennemborede Balders bryst, og min elskede søn faldt død om foran os alle. Guderne stivnede i chok, og sorgen overvældede os som en mørk sky.
Indeni mig voksede en iskold følelse af raseri. Hvordan kunne det være sket? Hvordan kunne min egen søn være blevet redskabet til sin brors død? Jeg kunne ikke fatte det, og mit hjerte frøs til is. I denne kolde, desperate tilstand fik jeg en forudanelse. En vision viste mig, at hvis Rindr, en jættekvinde, fødte mig et barn, ville dette barn kunne hævne Balder. Med denne vision som min eneste trøst opsøgte jeg Rindr.
Men Rindr ville ikke have mig. Hun nægtede mig, og i min desperation og raseri blev jeg tvunget til at bruge magi for at få det, jeg ønskede. Med min magt gjorde jeg hende gravid. Váli blev født, og inden dagen var omme, voksede han op til en fuldvoksen mand. Fyldt med en brændende retfærdighedssans spiddede Váli sin bror Höðr i brystet med et træspyd og dræbte ham øjeblikkeligt.
Da Höðr tog sit sidste åndedrag, var det som om selve jorden skreg af smerte. I Midgård udløste flere vulkaner deres raseri, og en lille istid spredte sig over landene. Jeg vidste, at noget var galt. Höðr var blevet dømt til døden, men var han virkelig skyldig? Sammen med Frigg brugte vi vores guddommelige evner til at se, hvad der virkelig var sket, og sandheden blev afsløret for os: Loke, denne skamløse forræder, var den sande skyldige. Han havde manipuleret Höðr, udnyttet hans tillid og forårsaget Balders død.
Mit raseri og min sorg kendte ingen grænser. Jeg kaldte på de andre guder, og ledet af Thor begyndte vi jagten på Loke. Han havde forvandlet sig til en laks og skjult sig i floderne, men vi vidste, hvordan vi skulle finde ham. Thor, den mægtige tordengud, kastede et net i floden, et net som Loke selv havde lavet. Da Loke blev fanget i nettet, forsøgte han desperat at undslippe ved at springe over det, men Thor greb ham i halen, og derfor har alle laks i dag tynde haler.
Thor og Heimdall førte den bundne Loke til mig. Forseti, Balders og Nannas søn, som havde mistet både sin far og sin mor i denne forfærdelige tragedie, stod sammen med mig i Hlidskjalf, mit højsæde, og dømte Loke skyldig i denne frygtelige forbrydelse. Forseti, som altid stræber efter retfærdighed, havde inden da opsøgt Hel, underverdenens herskerinde, for at sikre, at Höðr, på trods af hans ufrivillige handlinger, ville finde hvile i den niende verden i Helheim, et sted for de mest ærefulde sjæle.
Straffen for Loke skulle være grusom, passende til hans forræderi. Jeg tog Lokes søn Narfi, og foran Loke dræbte jeg ham. Vi skar ham op, og Freya, med sin magt, forvandlede Narfis indvolde til de bånd, som vi brugte til at binde Loke i en mørk grotte dybt under jorden.
Min første hustru, jættekvinden Jörð, bragte en slange over Lokes hoved. Dens gift dryppede ned på hans ansigt, og hver gang en dråbe ramte, skreg Loke så højt af smerte, at jorden skælvede i Midgård. Disse jordskælv er stadig en påmindelse om Lokes evige pine, en straf for hans forræderi mod guderne og for at have udløst den uundgåelige tragedie, der ville føre til Ragnarok.
Dette er fortællingen om min søn Höðr, uskyldigt dømt til døden, og om Loke, den forræder, der satte hele denne tragedie i bevægelse. Selvom hævnen blev fuldbyrdet, efterlader denne historie stadig en dyb sorg i mit hjerte. For selv som Allfader er jeg ikke immun over for den smerte, der kommer af at miste dem, jeg elsker, og den uretfærdighed, der kan opstå selv blandt guder.