Norraentru

GUDER

Balder

Friggs Fortælling: En Moders Sorg

Jeg er Frigg, dronning af Æsir, Odins hustru og mor til mange. Men i dag taler jeg ikke som en dronning eller en gudinde, men som en mor, der har følt den dybeste sorg, et hjerte kan bære. Dette er historien om min elskede søn, Balder, den lyseste af alle guderne.

Balder, min smukke søn, var Asgårds lys. Han var stærk, høj og smuk, men trods sin store skikkelse var han den mildeste sjæl, man nogensinde kunne møde. Hvor andre brugte deres magt med styrke, brugte Balder sin med venlighed og retfærdighed. Han var kendt ikke blot for sin styrke, men for den godhed, der flød fra ham som solens stråler. Uanset hvor Balder gik, fulgte freden. Selv de mest forhærdede hjerter blødte op i hans nærvær, og konflikter smeltede væk som frost i morgensol. Han var mere end blot en kriger; han var legemliggørelsen af renhed og retfærdighed.

Dog voksede en skygge under hans rolige ydre. En dag kom Balder til mig, hans normalt klare øjne var formørkede af frygt. Han talte om forfærdelige drømme, syner der hjemsøgte ham nat efter nat. I disse drømme så han sin egen død, og med hver nat der gik, blev synerne mørkere og mere levende. Mit hjerte, der engang var fyldt med moderskabets glæde, blev pludselig grebet af en frygt så overvældende, at den næsten fortærede mig. At miste Balder, selve lyset i mit liv, var utænkeligt. Jeg kunne ikke, jeg ville ikke, lade disse drømme blive til virkelighed.

Drevet af skrækken for at miste ham, begav jeg mig ud på en rejse, som ingen anden jeg nogensinde havde foretaget. Jeg rejste til hver en krog af verden, talte til alt, hvad der levede og åndede, til stenene og træerne, til vandene og vindene. Jeg bad dem, tryglede dem, om at sværge en ed på, at de aldrig ville skade min søn. Og de gjorde det. Fra de mægtigste dyr til de mindste planter, fra bjergene til havene, alle lovede, at intet ondt skulle ramme Balder. Men i min hast og desperation overså jeg én ting: misteltenen. Den var så lille, så ubetydelig, at jeg ikke så den som en trussel. Det var min største fejltagelse.

Tiden gik, og Balders drømme fortsatte med at plage ham, men med alt levende og dødt svoret til at beskytte ham, begyndte jeg at håbe, at faren måske var blevet afværget. Men skæbnen, synes det, kan ikke så let bøjes. Den skæbnesvangre dag kom under en af vores samlinger. Guderne, uvidende om den skygge, der hang over os, begyndte at kaste genstande mod Balder, forundrede over, hvordan intet kunne skade ham. Det var en leg, et vidnesbyrd om hans uovervindelighed—eller så troede vi.

Men så blev hans bror, Hodr, ført til at deltage i legen. Blind og uvidende om misteltenens dødelige magt, blev Hodr vejledt af Loke, der lagde den fatale pil i hans hånd. Mens den fløj gennem luften, syntes tiden at stå stille, og jeg så med rædsel, hvordan pilen ramte Balder. Min søn, mit lys, mit alt, faldt til jorden, livløs. Stilheden, der fulgte, var mere øredøvende end det højeste tordenskrald.

Odin, min mand, blev grebet af en raseri, som jeg aldrig før havde set. Han kunne ikke bære tanken om, at en af hans sønner havde dræbt den anden. I sin vrede søgte han hævn, og tvang en dødelig kvinde til at føde ham en søn, Vali, som blev født med det ene formål at hævne Balder. Vali voksede med unaturlig hast, og på dagen for sin fødsel opfyldte han sin mørke skæbne ved at dræbe Hodr og dermed hævne Balders død. Men det gav mig ingen trøst, for den søn, jeg havde mistet, kunne ikke bringes tilbage ved at udgyde mere blod.

Det var da, vi opdagede den sande skyldige bag denne tragedie. Loke, tricksteren, havde orkestreret det hele, vævet sit net af bedrag og ondskab. Ved hjælp af de evner for fremsyn, som Odin og jeg besidder, afdækkede vi Lokes forræderi. Han havde skjult sig bag Hodrs uskyld, men hans skyld blev åbenlys for os. Odin, i sin vrede, besluttede, at Loke skulle straffes for sin forbrydelse. Han blev bundet med sin egen søns indvolde, og en giftig slange blev placeret over ham, dens gift dryppende ned på hans ansigt. Der skal han forblive, lidende, indtil guderne ikke længere sørger over Balder.

Den sorg, der greb os, var for stor til at bære. Selv Nanna, Balders hengivne hustru, kunne ikke udholde smerten. Hendes hjerte, allerede knust af tabet af sin mand, brast helt. I sin fortvivlelse tog hun sit eget liv og fulgte Balder i døden. Dog fandt hendes sjæl ingen fred. Uden ære, uden gudernes velsignelse, blev Nanna kastet ned i Helheim, dødsriget, uden den værdighed, der engang var hendes.

Men selv i døden strålede Balders godhed igennem. Hel, underverdenens herskerinde, bevæget af hans renhed, gav ham den sjældne tilladelse til at blive husket. På grund af dette er Balder fri til at bevæge sig mellem Helheims ni verdener, selvom hans hjerte forbliver tungt af hans skæbnes byrde.

Da Hodr ankom til Helheim, var hans situation anderledes. Selvom han havde dræbt sin bror, var det ikke af egen vilje, og derfor blev han skænket en vis nåde. Forseti, Balders søn, gik i forbøn for ham og bad Hel vise barmhjertighed. Hodr blev sendt til Helheims niende verden, et sted reserveret for dem, der døde med ære, men hvis liv var præget af tragedie. Selvom hans ånd var tung, bar han sin ære og integritet med sig ind i efterlivet, og det var dette, der frelste ham fra Helheims værste pinsler.

Dette er fortællingen om min søn, Balder, og de begivenheder, der fulgte efter hans alt for tidlige død. Det er en historie om kærlighed og tab, om lys, der blev slukket for tidligt, og om en moders sorg, der aldrig vil forsvinde. Selvom Balder er borte fra vores verden, lever hans minde videre, og smerten ved hans tab forbliver en skygge over Asgård, som minder os alle om selv det klareste lys' skrøbelighed.